Velkommen til Liberal Alliance – og tak for alt

28. august, 2008

Med Liberal Alliances genfødsel som et liberalt parti er vælgergrundlaget for Liberalisterne forsvundet. Derfor har moderpartiets bestyrelse valgt at nedlægge sig selv, og det er kun naturligt, at Liberalisternes Ungdom følger trop.

“Jeg er glad for at Liberal Alliance nu har meldt klart ud. Jeg har stor tiltro til deres liberale linje og håber partiet kan blive et nyt samlingspunkt for alle frihedselskende mennesker i Danmark,” siger Henrik Sporh Christiansen, Landsformand for Liberalisternes Ungdom.

Reklamer

Lauritzens sarte følelser

23. maj, 2008

Som ungdomsorganisation skal man passe på med at rose andre partier, men Ny Alliance rammer helt rigtigt med deres indvandringsudspil. Åbne grænser og lukkede kasser er lige det rette, hvis vi skal klare sig i globaliseringen – omend jeg kunne ønske mig, at de lukkede kasser også angik os indfødte.

Forslaget møder dog bred modstand i Folketinget. Gæt, hvem afsenderen af dette guldkorn er:

Jeg er enig i intentionen. Danmark har brug for arbejdskraft. Men vores velfærdsydelser skal gælde alle i samfundet. Ellers ender vi med at få et A- og et B-hold.

Nej, det er hverken Mette Frederiksen eller Ole Sohn, der har sagt dette. Det er såmænd Venstre-manden Karsten Lauritzen, formand for Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik. Hvis jeg var en af dem, der stemte på ham, dengang han var landsformand for Venstres Ungdom, ville jeg have en grim smag i munden.

Sagen er nemlig, at vi allerede har et A- og et B-hold. B-holdet består af alle dem, der gerne vil til Danmark og arbejde, fordi de her har bedre muligheder end i deres hjemlande. Østarbejdere, der kommer til Danmark, vil nok være fattigere end danskerne; men de vil være rigere, end hvis de var blevet hjemme. Karsten Lauritzen er således ikke imod A- og B-hold som sådan. Han foretrækker blot, at folk fra B-holdet bliver i deres egne lande, så han slipper for at se på dem.

Besøg i øvrigt Punditokraterne, hvor Niels Westy spekulerer på, om NA’s forslag kunne føre til en valgfri velfærdsstat.


Valgflæsk?

3. marts, 2008

Efter finanslovsforhandlingerne vil der blive serveret flæskesteg for partilederne, har TV2 Nyhederne netop berettet. Dansk Folkeparti kræver mere videoovervågning og højere ældrecheck, mens Ny Alliance kræver mere ulandsbistand. Jeg kunne også godt trænge til lidt fedtet flæsk for at få alt det til at glide ned.