LU fortsætter kampen i Liberal Alliance

2. september, 2008

Et flertal af Liberalisternes hovedbestyrelse har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance, og LU følger med. Bl.a. har landsformand Henrik Christiansen, landsnæstformand Mikkel Kruse og LU-formand i København Martin Millard meldt sig ind i Folketingets mest liberale parti.

Partiet har også fået sig sin egen Facebook-gruppe, som vi opfordrer alle liberale borgere til at melde sig ind i:

Liberal Alliance på Facebook

Se også dækningen på 180Grader.dk og hos moderpartiets næstformand, Jesper Veiby.


Velkommen til Liberal Alliance – og tak for alt

28. august, 2008

Med Liberal Alliances genfødsel som et liberalt parti er vælgergrundlaget for Liberalisterne forsvundet. Derfor har moderpartiets bestyrelse valgt at nedlægge sig selv, og det er kun naturligt, at Liberalisternes Ungdom følger trop.

“Jeg er glad for at Liberal Alliance nu har meldt klart ud. Jeg har stor tiltro til deres liberale linje og håber partiet kan blive et nyt samlingspunkt for alle frihedselskende mennesker i Danmark,” siger Henrik Sporh Christiansen, Landsformand for Liberalisternes Ungdom.