Søren Pind om vores planøkonomiske sundhedssystem

Sundhedssystemet er rigtigt kommet på dagsordenen, med en forestående strejke, manglende ventelisteerstatninger og en såret soldat, der fik lov at ligge med uudholdelige smerter i otte timer, før han fik morfin. Jeg har derfor valgt at lægge Søren Pinds (V) forsvar for et privat sundhedssystem fra 2003 ud på nettet. Han har selv lagt kronikken ud som kommentar på sin blog, men da formateringen er elendig, kommer den her i en mere læsevenlig udgave. En lille smagsprøve:

Forestil Dem en given Brugs som det eneste sted, Folketinget tillod Dem at handle. Og hvor de varer, De fik, var bestemt af ekspedienten. Ligesom den pris, de betalte herfor, var fastsat af Brugsens bestyrelse og betalt over skatterne – ikke i butikken. Kunne De på nogen måde forestille Dem, at dette ville give en tilfredsstillende kvalitet? Naturligvis ikke: Det ville resulterer i varemangel, elendig betjening og snuskede lokaliteter. Alligevel er det dette udgangspunkt, vi har valgt for vore hospitaler!

Pind gør sig til talsmand for et forsikringsbaseret sundhedssystem i stil med Schweiz’, hvorimod Liberalisterne foreslår en voucher-ordning, hvor patienten får et beløb fra det offentlige, som kan bruges på et privathospital. Jeg skal ikke kaste mig ud i en diskussion af de to modellers fordele og ulemper. Liberalisering af sundhedssystemet nyder ikke meget velvilje i det nuværende politiske klima, og hvis Pinds holdning var Venstres officielle politik, ville jeg bestemt ikke klage.

Et bedre, frit og afprøvet sundhedssystem

Af Søren Pind, Borgmester Og Folketingskandidat (v), København

Er danskerne villige til at betale for sygebehandling til alle i Danmark? Det er jeg overbevist om.

Til gengæld kan der betales på flere måder. Herom nedenfor:

Vi kender den traditionelle skattefinansierede model. Ifølge den gængse opfattelse ved Københavns Universitet, jævnfør Henrik Zahles Dansk Forfatningsret, er skat »en ydelse til det offentlige, der ikke udgør vederlag for en særlig modydelse fra det offentliges side«.

Den danske model, hvor vi via skatten betaler til den offentlige sygesikring, kendetegnes altså ved, at vi betaler uden vi har noget som helst krav på en sundhedsmæssig modydelse… Deraf følger en lang række ulykker.

Politisk styring af sundhedsproduktion er planøkonomi. Planøkonomi medfører ventelister – de er et styringsinstrument for politikere. Ligegyldighed overfor, hvordan forholdene er før, under og efter behandlingen: Prøv f.eks. at sammenligne venteværelset hos en praktiserende tandlæge, med de opholds- og venterum, der er på danske hospitaler. I førstnævnte tilfælde lever tandlægen af, at folk finder hans opholdsrum behageligt. I sidstnævnte er det ligegyldigt. Derfor er møblerne slidte, læsestoffet i bedste fald kun fem-seks år gammelt, og ventetiden uendelig lang.

Sidst, det danske hospitalsvæsen vakte opsigt, var, da TV-avisen kunne berette, at 5000 danskere dør om året som direkte følge af fejloperationer. Eller da man kunne berette, at sundhedsvæsnet var faldet fra en placering som verdens fjerdebedste i 1970 til i dag nr. 34. Selvom vi bruger flere og flere penge, hvert eneste år – endnu et tegn på planøkonomiens velsignelser: Man bruger flere penge, og kvaliteten bliver stadig ringere.

Er det mærkeligt? Lad mig bruge et billede: Forestil Dem en given Brugs som det eneste sted, Folketinget tillod Dem at handle. Og hvor de varer, De fik, var bestemt af ekspedienten. Ligesom den pris, de betalte herfor, var fastsat af Brugsens bestyrelse og betalt over skatterne – ikke i butikken. Kunne De på nogen måde forestille Dem, at dette ville give en tilfredsstillende kvalitet? Naturligvis ikke: Det ville resulterer i varemangel, elendig betjening og snuskede lokaliteter. Alligevel er det dette udgangspunkt, vi har valgt for vore hospitaler!

Systemet duer ikke, fordi patienterne er afhængige af dels politikere, dels læger. Patienten har ingen magt på nær valgdagen. Og den magt kan i denne sammenhæng ligge på et lille sted. For i den ligger, at politikere skulle kunne styre produktion (her af sundhedsydelser). Hvad enhver ved – efter Østeuropas fald – naturligvis er det rene galimatias.

Derfor duer det system, vi har i dag, ikke.

Nu er der så overvejelser om, at erstatte de 14 amter med tre regioner, hvor politikere direkte eller indirekte valgte – fortsat skal drive hospitalerne. Regionerne skal ikke kunne kræve skat ind til at betale driften af hospitalerne. I stedet er det meningen, at de enkelte kommuner skal købe sig til ydelser i regionen på vegne af borgerne i hjemkommunen. Hvis man f.eks. forestiller sig dette system i København, skulle kommunen med jævne mellemrum udbyde f. eks. hofteoperationer i licitation. Det ville formodentlig ske i Sydsverige og i hovedstadsområdet. Det hospital, der kom med det bedste og billigste tilbud, skulle således foretage alle hofteoperationer på de københavnske borgere.

Dette har den åbenlyse fordel, at der skabes konkurrence mellem de enkelte hospitaler. Realiteten er, at regionerne ville komme under pres for at skabe en effektiv og konkurrencedygtig sundhedssektor.

Men ulempen er ligeså åbenlys. Borgeren tvinges til at bruge det hospital, kommunen har udpeget. Det frie sygehusvalg sættes ud af kraft. Hospitalet vil i en længere eller kortere årrække have monopol på bestemte typer af operationer. Og patienten vil fortsat ikke have noget at skulle have sagt eller nogen måde at tilkendegive sin utilfredshed på på nær ved valgene.

Prisen vil måske blive lavere – men kvaliteten næppe bedre end i dag. Reformen vil samtidig umuliggøre, at der fortsat kan eksistere små kommuner i Danmark. Det vil kræve volumen at håndtere denne opgave. Skulle dette system virkelig være en strukturreform værd? En reform der vil fastholde, at det, danskerne opfatter som velfærdssamfundets kerneydelse, stadig leveres i en temmelig dårlig kvalitet?

Et tredje system er det amerikanske, hvor en sundhedsforsikring er finansieret – frivilligt – af den enkelte selv. Hospitalerne fungerer enten drevet af forsikringsselskaberne eller som rene privathospitaler, der så betales af forsikringsselskaberne eller kunderne (patienterne) selv. For de fattigste er der en vis offentlig dækning. Hvorimod middelklassen fanges i et økonomisk krydsfelt mellem de rige, der ingen problemer har, og de fattigste.

I Californien kan min amerikanske svigerinde imidlertid få en sygeforsikring til godt 600 dollars, mindre end 4000 kroner om året. Man skal være meget ringe stillet, hvis ikke man kan klare det, også ihukommende det meget lavere skattetryk i Amerika. I givet fald træder så det offentlige til i et vist mål.

Fordelen ved systemet er også her indlysende. Der er fuldstændig frit valg mellem hvilket serviceniveau, man kan ønske sig. Der er fri konkurrence, en særdeles lav pris, og en høj kvalitet. Kan man ikke lide lugten i bageriet, kan man gå et andet sted hen.

Og – helt afgørende i forhold til det nuværende danske system: Man ved, hvad man får. Vi erindrer, at skat netop er noget, hvor man ingen garanti har for, hvad – om noget – man får igen. Her betaler man selv, og så bestemmer man naturligvis også. Som når De vælger mellem Brugsen, Netto eller ISO.

Ulempen med danske øjne er opgøret med den solidariske finansiering. At det ikke er fællesskabets anliggende at sørge for sygebehandling. Man kan spørge sig selv, om de åbenlyse fordele ikke opvejer det – men i Danmark vil en sådan model på forhånd være politisk umulig.

Findes der derfor et system, der kombinere disse åbenlyse fordele med en fælles betaling? Der afhænger af, hvordan man definerer udtrykket fælles. Erstattes det med obligatorisk, findes der i det schweiziske sundhedssystem et særdeles velfungerende sundhedsvæsen.

Lad os tage en familie på fire – to voksne og to børn. I Danmark betaler denne familie godt og vel for alle sundhedsydelser, fire gange 16.000 kr., altså 64.000 kroner. Det koster den danske sundhedssektor nemlig pr. person. Jovist, nogen betaler lidt mere og andre lidt mindre på grund af den progressive beskatning, men tager man det udgangspunkt, at sundhedsvæsnet er det første vi gerne betaler til i velfærdssamfundet, kan man godt tage 16.000 kr. pr. person som udgangspunkt.

I Schweiz betaltes der i 2002 ca. det samme pr voksen og noget mindre for børn. Der er nogle selvrisikoregler, der gør, at prisen rundt regnet, de gange det går galt, vil blive det samme som i Danmark. Så i værste fald betalte den schweiziske familie altså godt 64.000 kroner.

MEN. Her kommer så den afgørende forskel. Schweizerne indbetaler obligatorisk til sygekasser i stedet for til staten. I hvert amt – kanton – er der private sygekasser, der konkurrerer. Og patienterne kan frit vælge sygekasser – sygekasser som er lovmæssigt forpligtet til at modtage dem. Man kan således ikke afvise f.eks. folk med risiko for kræft eller lignende, hvis man vil drive sygekassevirksomhed. Sygekassernes opgaver er at betale f.eks. for plejehjemsophold, de vigtigste medicinske produkter og altså alle lægeydelser inkl. fødsler og andre hospitalsophold. Uden tidsbegrænsning! Men systemets mest åbenlyse fordel er naturligvis, at folk er garanteret en behandling med en meget høj service, og kan vælge selv! I modsætning til det danske skattefinansierede system har man krav på en specifik modydelse – og politikerne kan ikke lave fiksfakserier med ventelister og lignende. De blander sig ikke i selve driften af hospitalerne eller sygekasserne. Men sikrer via lovgivningen, at tingene går ordentlig til – som f.eks. betingelsen om at hvis man vil drive sygekasse, skal den optages, der ønsker optagelse.

Den schweiziske kulturattaché har fortalt mig om en operation, han havde gennemgået hjemme. Han kunne selv bestemme tidspunktet. Han fik en enestue. Menukort hver dag, han frit kunne vælge mad ud fra. TV med 100 kanaler. Telefon ved sengen der fungerede. Læger der konstant fulgte op, spurgte til hans velbefindende og var optaget af ham som patient. Og nej, han blev heller ikke smidt ud af sengen dagen efter operationen

For den samme sum som vi bruger i Danmark! Hvordan kan det dog lade sig gøre? Ganske enkelt fordi man ikke driver et planøkonomisk system, hvor politikere styrer hospitalerne. Her styrer hospitalerne sig selv og skal tjene penge på at operere patienter. Fordi sygekasser og hospitaler konkurrerer om at tiltrække kunder! Patienten er pludseligt kommet i centrum.

Hvad gør man så med dem, der ikke kan betale deres forsikring selv? Ja det er vel unødigt at tilføje, at schweizerne har næsten lige så høje lønninger som danskerne, men betragteligt lavere skatter, og så godt som fuld beskæftigelse…

Langt de fleste har selv råd. I modsat fald træder det offentlige til med tilskud. Så der er frit valg for den rige såvel som for den fattige.

Regeringen har derfor med nedsættelsen af strukturkommissionen en fantastisk mulighed for at skabe et super sundhedssystem. Amterne bør nedlægges. Den politiske og planøkonomiske styring af sundhedsvæsnet ophøre. Og i stedet burde indføres licens til sygekasser i Danmark.

Af Søren Pind, borgmester og folketingskandidat (V), København

Jyllands-Posten, 15.11.2003

Advertisements

One Response to Søren Pind om vores planøkonomiske sundhedssystem

  1. Every weekend i used to visit this site, as i wish for
    enjoyment, since this this site conations really good funny information too.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: