Nogle gange må man beslutte sig for, hvad man vil forsvare: Borgerlige principper eller (på papiret) borgerlige politikere. Konservativ Ungdoms landsformand Rune Kristensen har valgt side.

Fakta har ikke i voldsom grad påvirket de danske mediers syn på George W. Bush. Han er den præsident, der har fået flest personlige stemmer nogensinde, han har øget udviklingsbistanden, han har investeret i velfærd og uddannelse, han har udvidet sygesikringsordningen og mange andre ting, som danskerne ikke hører om, men som ville tegne et noget andet billede af ham som præsident.

Det er meningsløst at tale om “investering i velfærd”. At investere betyder at skyde penge i et projekt i forventning om at få flere penge tilbage. Lige omvendt forholder det sig med det offentlige forbrug, der udmærker sig ved konsekvent at være dyrere og dårligere end hvis pengene var blevet brugt i det private.

Et eksempel på Bush’s “investering i velfærd” er udvidelsen af Medicare, en offentlig sundhedsforsikring for alle amerikanere over 65 år. Med en forventet omkostning på 534 milliarder dollars over de næste ti år var der tale om den dyreste udvidelse i hele Medicares historie. Vinderne er de pensionsparate baby-boomere - der har haft hele livet til at spare op til medicin - hvorimod prisen vil blive betalt af fremtidens skatteydere. Hvordan formanden for en ungdomsorganisation kan kalde et sådant generationstyveri for en “investering” er mig en gåde.

Ligeledes ville KU-formandens lovprisninger af de øgede udgifter til udviklingsbistand være mere overbevisende, hvis han kunne vise, at de rent faktisk havde ledt til bedre forhold for fattige afrikanere. Meget tyder desværre på, at når det kommer til denne form for “investering” er effekten lig nul. Men det gør måske ikke noget, hvis blot Bush havde hjertet på rette sted, da han udskrev checken?

Det er ingen kunst at bruge andres penge. Alligevel vælger Rune Kristensen at fremhæve netop dette karaktertræk i sin forsvarstale for den snarlig forhenværende præsident. Bush er åbenbart vigtigere end borgerlige principper.

Danskerne er endnu en gang blevet kåret til verdens lykkeligste folk. Hvorfor? “In a paper appearing in the Dec. 23 issue of the medical journal BMJ, researchers review six likely and unlikely explanations, and conclude that the country’s secret is a culture of low expectations.”

I Frankrig lader man stadig ikke til at være kommet sig over Irlands nej til Lissabon-traktaten. Her er det parlamentsmedlem og rådgiver for Nicolas Sarcozy, Alain Lamassoure, der giver irerne en opsang:

[Lamassoure] said it was a mistake for the Government to hold a referendum on Lisbon and described such plebiscites as “tools for dictators” as evidenced by European history. “If you hold 10 or 12 referendums and in every state there is 80 per cent support for an idea there is still only a less than 1 per cent probability that the measure will pass everywhere,” he said.

Når endnu et barn i den tredje verden går sulten i seng, kan han eller hun sende en venlig tanke til USA og EU’s landbrugspolitik. Ifølge en endnu ikke offentliggjort rapport fra Verdensbanken, bærer støtten til biobrændstof således skylden for ikke mindre end 75 pct. af stigningerne i fødevarepriser.

Man skal altid være på vagt over for mediernes gengivelse af endnu ikke offentliggjorte tal, især når resultatet er så markant som her. Til sammenligning har biobrændstofs andel af prisstignerne tidligere været anslået til 30 pct. Men som Punditokraternes Niels Westy gør opmærksom på, er det rigtige tal nok langt højere end det urealistisk lave tal på 3 pct., som den amerikanske regering stædigt holder fast i.

Hvis du mangler noget at fordrive din søndag eftermiddag med, er denne Viden Om-udsendelse om kerne- og fusionskraft et udemærket bud. Heresyblog kommenterer:

Nogen af de tal, der blev nævnt overraskede mig lidt. Jeg var godt bekendt med at de nuværende uranreserver ville holde i ca. 100 år, men det overraskede mig lidt at med de nye generation IV fast breeder raktorer vil reserverne vare i 10.000 år. Jeg har hørt tal på 3-400 år, hvilket i øvrigt også er imponerende lang tid, specielt når man optimistisk håber på at have fusion klar om under 50 år – det overraskede mig også at fusion har nok brændsel til 5 milliarder år, her havde jeg hørt 100.000 år, men i den størrelsesorden er det vist ligegyldigt.

EU viste sig fra sin sjældne liberale side, da sundhedskommissær Androulla Vassiliou foreslog frit sygehusvalg inden for hele EU.

En fuldstændig enig Højesteret fandt, at PET ikke kan varetægtsfængelse terrorsigtede uden at stille dem for en domstol. Kort efter gik hele den vestlige civilisation under.

Mogens Glistrup drog til den evige nulskattezone i himlen. LU-formand Henrik Christiansen så tilbage på den anarkistiske bornholmers bedrifter, som nutidens overbudspolitikere kunne lære meget af.

De autonome tog deres kommunalt finansierede klubhus på Dortheavej i besiddelse. Forinden havde to konservative politikere efterladt en sørgekrans på matriklen.

En rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier konkluderede, at det er noget værre noget med de EU-forbehold. Knap var blækket på rapporten tørt, før Ekstra Bladet fik fat i en intern mail, hvori hovedforfatteren beklagede sig over politisk pres. Forskeren siger nu, at det hele skyldtes en misforståelse, men instituttet nægter at offentliggøre korrespondencen.

Jarl Cordua fik sig en sommertjans som klummeskribent på Information. Her sammenlignede han Ny Alliance med en af filmhistoriens sande klassikere - dog ikke på den gode måde:

Siden valget har Ny Alliance mest mindet om de gamle Marx Brothers-film fra 1930′erne, hvor underholdningskvaliteten var i top. Anders Samuelsen er den dominerende, storævlende og kyniske charlatan Groucho Marx, mens Naser Khader er den Chico Marx - damevennen og småsvindleren, der dog har hjertet på rette sted - og Jørgen Poulsen som Harpo Marx - den stumme og naive klovn.

Mogens Glistrup døde i går tirsdag d. 2 juli, 82 år gammel, ifølge Jyllands Posten

Hos LU vælger vi at se bort fra hans gamle dage med fremmedhad, og i stedet huske de “gode gamle dage”. Dengang hvor hr. Glistrup foreslog havregrødsautomater som erstatning for socialvæsnet.

Her var en mand der påpegede uretfærdigheden i skat.

Med et simpelt partiprogram fik han skabt Danmarks næststørste parti, da det toppede. Dette burde være et bevis på, at overbudspolitik ikke er den eneste vej frem. Noget, som de nuværende regeringspartier kunne lære noget af.

Mogens Glistrup formåede at gøre en nærmest anarkistisk holdning spiselig for den almindelige borger. Til sidst vil jeg runde af med et citat, som Glistrup selv bemærkede under et af sine mange interviews:

“Skattesnyderen i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under Besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job.”

Man skal vare sig for at stille kritiske spørgsmål om pseudo-valget i Zimbabwe. En britisk journalist må se sig korporligt eksporteret væk af Robert Mugabes livvagter, mens den afrikanske diktator råber “bloody idiots” efter ham.

Økonomi-professor Jesper Jespersen puster røgsløret fra Foghs EU-rapport væk. Fra Information, “Professor: DIIS svigter sin oplysningspligt”.

“Det kan undre, at man i rapporten ikke diskuterer om det overhovedet er hensigtsmæssigt at have en fastkurspolitik. Ser man lige over sundet, så ser man jo Sverige og lidt længere væk Storbritannien klare sig rigtig godt uafhængigt af Den Europæiske Centralbank (ECB) med en flydende valutakurs,” siger Jesper Jespersen. …

“Hvis man ikke diskuterer en svensk løsning, så har man svigtet sin oplysningspligt. Da det gik dårligt for svensk økonomi i starten af 1990′erne havde svenskerne fordel af den flydende kurs, og i dag, hvor det går godt for deres økonomi, har de også fordel af deres flydende kurs. Sverige har lavere inflation end Danmark og flere af landene, der er med i euro-samarbejdet.”

Læs i øvrigt også David Karsbøls glimrende kommentar i Berlingske Tidende.

Knap havde regeringen sat sig på taburetterne efter sidste folketingsvalg, før Anders Fogh Rasmussen fik Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til at lave en rapport om de danske EU-forbeholds frygtelige konsekvenser. Rapporten, der blev offentliggjort i går, er et ensidigt stykke bestillingsarbejde, som slet ikke tager højde for argumenterne for at beholde forbeholdene.

Man har valgt at interviewe en række danske EU-bureaukrater, som naturligvis er fortørnede over, at de skal blive uden for døren, når deres kolleger diskuterer Europas fremtid over røget laks og hvidvin. Og som ikke overraskende mener, at man bør deponere mere magt i Bruxelles.

Det er også kommet frem, at hovedforfatteren bag rapporten, Ian Manners, undervejs beklagede sig over politisk pres.

“I min naivitet skrev jeg til EU-medarbejdere på ledelsesniveau, at vi var en ‘uafhængig’ institution, der foretog en ‘uafhængig’ undersøgelse. Det var vi tydeligvis ikke, hvorfor mit professionelle ry nu er ødelagt,” skriver Ian Manners i en e-mail, som Ekstra Bladet har fået fingre i.

Ian Manners har efterfølgende trukket sin kritik tilbage, som han mener er “pillet ud af en kontekst”.

Meget indflydelse og i hvert fald én statsministers jobudsigter afhænger af EU-forbeholdenes afskaffelse. Der er derfor al mulig grund til at hilse en redegørelse fra DIIS velkommen. Hvis EU-forbeholdene først bliver afskaffet, får vi dem aldrig tilbage igen. Vi må derfor have helt rene linjer, hvis regeringen vil have, at vi på ny skal tage stilling til de danske forbehold.