Kristeligt Dagblad hører nok ikke til alle liberales faste læsestof. Så et lille heads-up, når deres leder handler om noget af interesse, såsom pirakopierede læreboger, er vist på sin plads.
Forlagene er selv en del af problemet. Flere og flere værker digitaliseres og lægges på forlagenes hjemmesider som lydbøger eller pdf-filer. Et dugfrisk eksempel er den danske forfatter Kirsten Hammans nye roman, “En dråbe i havet”, der udkommer senere på måneden. De første 3000 købere af bogen modtager en gratis lydbog fra forlaget Gyldendal, der også lægger bogens første kapitel ud på hjemmesiden og tilbyder andre medier at gøre det samme.
Dette er en fuldstændig fejlagtig diagnose. At gøre første kapitel af en bog tilgængelig som en appetitvækker er ikke det samme som at lægge en hel bog ud. Og da ejeren af et kopicenter i Århus blev arresteret, var det ikke fordi han forsynede de studerende med ulovligt kopierede lydbånd, men med ulovligt kopierede bøger af godt, gammeldags papir.
I stedet for at begræde, at tyverierne griber om sig i takt med digitaliseringen, bør man benytte anledningen til at kigge på hele copyrightsystemet, der tydeligvis ikke tager højde for de nye tider på mediemarkedet. Det virker for eksempel urimeligt, at arvinger efter forlængst afdøde kunstnere skal have honorar, hver gang en kopi af kunstnerens værker gengives i et dagblad. Og hvorfor skal en journalist have honorar, når en gammel artikel fra hans eller hendes hånd genoptrykkes i en lærebog?
Lederskribentens reformforslag er i og for sig udemærkede, men med hensyn til den aktuelle sag, forslår de altså ikke. Det er ikke fordi pensum på landets universiteter er fyldt med 70 år gamle lærebøger, at de studerende står i kø ved kopicentrene. Og de høje bogpriser skyldes heller ikke grådige journalister, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at tjekke de skyhøje priser på f.eks. naturvidenskabelige lærebøger, der er klinisk renset for journalistisk stof.
Når studerende i så høj grad føler sig presset på pengepungen, skyldes det to ting:
For det første, at der med jævne mellemrum kommer en ny udgave af en lærebog. Dette gør alle ældre udgaver værdiløse og indskrænker markedet for billige, brugte bøger.
For det andet, at lærebøgerne er så store. Undervisere har forskellige holdninger til, hvad en lærebog skal indeholde, og der er altid nogle med en forkærlighed for et eller andet obskurt emne. Forlæggerne vil gerne kunne sælge til så mange som muligt, og inkluderer derfor alt mellem himmel og jord. Sammenholdt med det faktum, at dem, der udvælger bøgerne (underviserne), ikke er de samme som dem, der betaler dem (de studerende), og der er ikke noget at sige til, at udgifterne til papir og trykning skyder i vejret.
At gå efter kopieringscentrene, som Forlæggerforeningen gør, giver kun en stakket frist. Fremtiden for piratkopiering ligger på internettet, og forlagsgiganterne vil ikke have mere held med at forhindre online-deling af scannede lærebøger, end musikbranchen har haft med at lukke det sorte musikmarked.
I stedet for at se internettet som en fjende, burde forlagsbranchen hellere se nettet som en resource. F.eks. gennem online-salg af elektroniske lærebøger, som de studerende helt lovligt kunne printe ud på det lokale kopicenter. Hermed er det muligt at skære alle udgifter til trykning, transport og husleje til butikker væk, hvilket vil reducere prisen til en brøkdel af den nuværende. Hvis den lavere pris ikke er nok til at afholde de studerende fra at dele filerne med hinanden, kunne man udlevere en individuel kode sammen med bogfilen og tilbyde ekstramateriale online.
Idéen kan vederlagsfrit kopieres.
