Det er de mærkeligste ting, jeg har liggende på mit skrivebord. Fra Højskolebladet, en lille lektion i kunsthistorie fra Frederik Wiedeman, “Kunst og kapitalisme er et perfekt match” (online som e-avis på bladets hjemmeside):
De franske impressionister kunne i de første mange år kun klare sig, fordi en lang række private kunder købte deres værker. Det franske akademi og centraliserede salonsystem ville ikke udstille dem. I renæssencens Firenze blev kunstnere som Michelangelo og Donatello til brands, takket være efterspørgsel fra mange forskellige private kunder. Derfor kunne de frigøre sig fra statslige, kirkelige og private mæcener og bevare deres kunstneriske uafhængighed.
Mozart frigjorde sig også i stigende grad fra staten og andre mæcener. Han tjente penge på at opføre sine klaverkoncerter, og hovedværker som Tryllefløjten og hans dødsmesse Requiem er skrevet på privat bestilling. Takket være det private marked levede Mozart i øvrigt fornemt i herskabslejlighed med tjenestefolk og tjente tre gange så meget som overlægerne i Wien. Men først og fremmest blev han sat fri kunstnerisk fra krav eller forventninger hos enkelte mæcener – private som offentlige.
