Fra dækningen af Folketingets høring om et forbud mod købesex, “Det var ment som en håndsrækning, men blev oplevet som et overgreb”:
[Filosof Peter Thielst] forklarede, at det i bund og grund er et spørgsmål om, “hvad der skal være til salg på samfundets hylder”. Vi gør, hvad vi kan, for at begrænse udbuddet af ftalater, revolvere og lignende skadelige produkter, og det samme bør gøre sig gældende med købesex, lød argumentet. Om ikke andet, så “for at vise, hvilket civilisatorisk niveau vi er nået op på”. Peter Thielst beklagede den forbløffende kulturelle holdningsløshed ikke mindst hos beslutningstagerne, “der insisterer på undersøgelser og redegørelser”, inden de forholder sig til problemet. Han kaldte det “patriarkatets inerti” og efterlyste stillingtagen nu.
Modsat, hvad fortalerne for et forbud hævder, blev sagens hovedpersoner, sexarbejderne selv, ikke givet noget taletid. De fik ene og alene mulighed for at rette talernes fejlagtige påstande. Som da det svenske riksdagsmedlem Carina Ohlsson behændigt udviskede forskellen mellem frivilligt og tvungent sexarbejde.
[Ohlsson] refererede fra ransagningen af et bordel, hvor en kvinde havde været tvunget til at være sammen med 450 mænd på 40 dage. “Systematisk tortur,” som hun kaldte det. Da det efterfølgende blev påpeget fra salen, at der i nævnte tilfælde tydeligvis var tale om trafficking, svarede Ohlsson, at der “ikke er skarpe grænser mellem almindelig prostitution og menneskehandel”, og nævnte så Stockholm-syndromet (et psykologisk fænomen, opkaldt efter en gidseltagning i den svenske hovedstad i 1973, hvor ofrene udviklede positive følelser over for forbryderne og negative følelser over for politiet, red.) som en forklaring på, hvorfor de prostituerede af og til så anderledes på sagen.
