Linda Kristiansen (R) beretter fra Folketingets høring om prostitution.
Jeg forstod i den grad i dag, hvad det egentlig handler om. Det handler om den retorik, der bruges i debatten, det handler om den måde en gruppe mennesker sprogligt diskrimineres og udstilles. Ja, prostituerede blev i dag sammenlignet med køkkenredskaber, brugte biler, selvfornægtende børn, der led af Stockholmsyndrom! [...]
[Sexarbejdernes Interesse Organisation] havde ikke fået lov at deltage i panelet. Allerede det havde gjort at de ikke følte sig ligeværdige i debatten. Forestil dig at vi tog en debat om sygeplejersker uden at lytte til sygeplejerskerne. Sikke et ramaskrig vi ville opleve. Og forestil dig hvor undertrykte sygeplejerskende ville føle sig, de ville straks slå på at de ikke blev anerkendt, accepteret og lyttet til. Så nej, det var ikke heldigt at de brød ind, men jeg synes det var forståeligt – specielt når man tænker på de ord, der blev sat på dem. Ja, stemplet på dem! Og når de så pointerede, at de blev overhørt, blev de mødt med kommentarer som “jamen I har da fået meget taletid i dag!”. Men der er altså en grundlæggende forskel på det at få taletid og anerkendelse. Og her var der behov for anerkendelse. Jeg siger ikke, at man behøver at være enig, men man bør som minimum anerkende andre synspunkter – og ikke afvise dem med ord som selvfornægtelse.
En af de prostituerede rejste sig da vi nærmede slutningen og sagde (jeg skriver frit fra erindring, så betragt det ikke som ordret citat): “Jeg er engang blevet voldtaget, men jeg har aldrig følt mig så ydmyget som i dag”.
Ifølge en luders dagbog blev sexarbejdere, der ødelagde stemningen ved at bidrage med deres egne erfaringer, affejet med beskyldninger om “falsk bevidsthed”.
Overskrift forklaret her.
