Hele 54 pct. af danskerne mener, at det skal være forbudt at cykle uden cykelhjelm, beretter 180Grader.dk. Tallet er bemærkelsesværdigt, da det langtfra er over halvdelen af alle cyklister, der selv kører med hjelm. Ifølge Rådet for Større Færdselssikkerhed (PDF) var det i 2004 kun 5 pct. af alle cyklister over 16 år, der spændte hjelmen om hovedet, når der skulle cykles.
Så hvorfor den store støtte til et hjelmpåbud? Enten er der en masse bilister, der efterspørger regulering, der ikke vil ramme dem selv. Eller også er der en masse cyklister, der gerne vil tvinge hinanden til at gøre, hvad de ikke engang selv ønsker.
Fremtidsudsigterne ser ikke gode ud. Fra en talsmand for Rådet for Større Færdselssikkerhed:
Forsætter udviklingen [at flere voksne bruger cykelhjelm], bliver det før ellers siden et særsyn at se folk, der ikke bærer hjelm. På det tidspunkt vil det være oplagt at diskutere, om det skal være lovpligtigt ligesom sikkerhedsseler
Tilhængere af retten til at cykle med bart hoved må tage en hård beslutning: Er det nødvendigt at smide sin nyindkøbte cykelhjelm ud? Eller er det nok at lyve, når meningsmåleren ringer?



11. juni, 2008 kl. 12:23 |
Uh, det er et stort spørgsmål.
Jeg bryder mig personligt ikke om, at der skal laves en ny lov, hver gang folk ikke kan finde ud af at tænke selv. Rygeforbud, selepåbud, forbud mod at slå sine børn, og nu måske også et forbud mod barhovede cyklister.
På den anden side, havde man de samme overvejelser oppe at vende, da man i sin tid vedtog at alle bilister skulle have sikkerhedsseler på. Jeg kan huske hvor arrig min farfar var over forslaget. I alle de efterfølgende år nægtede han at tage sikkerhedssele på, og klipsede den derfor kun fast med en papirklips. Politiet kunne så ikke se at han ikke havde sele på, men hvis han kørte galt, ville sikkerhedsselen ikke hjælpe spor. Min farfars logik virkede. Han kørte aldrig galt i sin bil, så selen blev aldrig nødvendig … Udover min farfar, så tror jeg ikke der er ret mange cyklister i dag, som vil hævde at en sikkerhedssele ikke er vigtig for trafiksikkerhed.
Det samme med cykelhjelme. Hvis man ikke har prøvet at blive påkørt af en bil, eller have et alvorligt styrt, når man futter rundt på sin cykel, ved man heller ikke, hvor effektiv en cykelhjelm kan være, eller hvor slemt det kan gå, hvis man ikke har hjelmen på. Derfor vælger de fleste voksne ikke at bruge cykelhjelm. Sikkert på grund af frisuren.
Jeg mener stadig ikke et påbud burde være nødvendigt. Cylister kan vel tænke selv. De der har et hoved, som er værd at beskytte, vælger vel også at tage hjelm på. De som ikke har lader være. Åbentbart, er det en mindre del af voksne cyklister i Danmark, som har et bevaringsværdigt hoved.
11. juni, 2008 kl. 12:25 |
“Udover min farfar, så tror jeg ikke der er ret mange cyklister i dag, som vil hævde at en sikkerhedssele ikke er vigtig for trafiksikkerhed”
Hovsa! Der skulle naturligvis have stået ‘bilister i dag, som vil hævde…’