Bestikkelse, nej tak!

Jeg modtog imorges en mail fra Rasmus Jarlov og Jakob Næsager, de to Konservative der administrerer underskriftindsamlingen og andre aktioner mod det nye autonomhus på Dortheavej. Heri blev alle nej-sigere opfordret til at skrive til lokaludvalget i NV, for at give sin mening til kende. Da jeg havde 5-6 minutter tilgode inden cykelturen til indre by, skrev jeg følgende mail, som det skal være frit for alle at kopiere og sende til bispebjerglokaludvalg[AT]okf.kk.dk - eller alternativt selvfølgelig forfatte Jeres egen! Bor du i NV er det vigtigste dog, at du giver din mening til kende overfor vores lokaludvalg, der tilsyneladende lader sig bestikke med et par millioner.

Betegnelsen ungdomshus er beskæmmende for andre yngre medlemmer af befolkningen. Det passende navn for dette nye “kultur”tiltag i NV vil være Autonomhus, BZ-erhus, el.lign.

Jeg kan umuligt tilslutte mig at en flok ødelæggende anarkister får et skatteyderbetalt, splinternyt “kulturhus” på den baggrund at de op til flere gange har smadret en hel bydel. Det er forkasteligt, at sådanne metoder kan bruges til at afpresse Ritt og hendes røde lejesvende på rådhuset. Det er dog endnu mere bekymrende hvis lokaludvalget kan bestikkes med endnu et “kvarterløft” for 75 mio. Udgifterne ved at have et Autonomhus liggende i NV vil være langt større. Der er allerede eksempler på hvad det vil bringe med sig på Kirkegårdens væg!

Et stort og rungende NEJ til et “ungdomshus” på alle lokationer i NV vil derfor ikke blot være på sin plads, men vil være den eneste rigtige demokratiske beslutning. Et ja vil være en succes for et mindretals ødelæggende argumentation, og kan ikke betegnes som andet en mindretalsdiktatur.

Med venlig hilsen

Martin Millard Nielsen

Der tages forbehold for morgentrætte kommafejl og kluntede formuleringer!

Leave a Reply