Brasiliens erfaringer med biobrændstof
Erfaringerne fra Brasilien, hvor man har videreført det nu hedengangne militærdiktaturs energipolitik og satset hårdt på biobrændstof.
Brasiliens biobrændstofindustri stiler målbevidst efter en opreklameret fremtid som næste generations energigigant og har årvågne blikke rettet imod nye eksportmarkeder. Samtidig har denne industri imidlertid også fået skyld for luft- og vandforurening af enorme proportioner, afskovning af regnskove i Amazonlandet og ved Atlanten og den noget nær fuldstændige ødelæggelse af Latinamerikas eneste savanneområde.
Og sandt er det, at konsekvenserne af den beskedne reduktion af transportemissioner i Brasiliens overfyldte byer kan spores direkte til de gigantiske geometriske ar af sojaplantager, der skærer sig ind i Amazonlandets skove, og til de kvælende sorte røgskyer fra brændende sukkerrørsmarker, der hvert år indhyller landets hovedstad, ofte for flere uger ad gangen.
Nettoeffekten på de klimaforandringsudløsende emissioner er negativ. Trods en forholdsvis beskeden industrialisering har Brasilien som Latinamerikas største nation nået en position som verdens fjerdestørste udleder af drivhusgasser. Eksplosionen af kulstof i atmosfæren er hovedsagelig blevet drevet frem af en uhæmmet afskovning - et fænomen, der nu også direkte følger de stigende priser på landbrugs-varer.


