Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Fødevareøkonomisk Insitut har fem forslag til, hvad der kan gøres for at afhjælpe fødevarekrisen.
Drop biobrændslen. USA har siden 2005 har stået i spidsen for at lave mad om til brændstof, men det kan ikke betale sig, når så mange mennesker sulter. I stedet bør man satse på det såkaldte andengenerationsbiobrændsel, hvor man ikke bruger fødevarer som enerigkilde.
Fjern landsbrugsstøtten til de rige lande. Den er godt nok blevet halveret de seneste femten år, men 20 procent af værdien af landbrugsproduktionen i de vestlige lande kommer stadig fra støtte. I udviklingslandene er støtten lig nul, og det giver fra starten en unfair konkurrence.
Gensplejs maden. Det vil betyde, at færre afgrøder bliver angrebet af sygdomme, og det kan forlænge deres holdbarhed. I dag bliver halvdelen af jordens fødevarer ikke brugt til menneskeføde – enten rådner de eller bliver spist af skadedyr.
Forbyd de enkelte lande at lave eksportforbud, som gør det ulovligt at sælge korn til udlandet. Forbuddene svækker den enkelte landmands muligheder for succes – og dermed hans chancer for at levere mere korn, majs eller ris.
Sørg for at give noget akut hjælp til u-landene. Hurtig hjælp kan betyde, at man undgår politisk splid og forhastede beslutninger truffet af desperate regeringer.
At droppe biobrændslen burde være øverst på enhver politikers huskeseddel, men det er tvivlsomt, om det vil gøre tingene meget bedre at satse på “andengenerationsbiobrændsel” i stedet. At der ikke længere bliver puttet mad i benzintanken er en ringe trøst, hvis der alligevel bliver inddraget landbrugsland til dyrkning af briobrændselsafgrøder.
Modstanden mod biotek-mad er endnu en af de områder, hvor miljøbevægelsens mange sager modarbejder hinanden. Gensplejsede fødevarer kan nedsætte CO2-udledningen, nedsætte brugen af pesticider, mindske skovrydningen, for ikke at glemme mere ordinære konsekvenser som at forhindre millioner af mennesker i at sulte.
Der burde i mine øjne også have været en advarsel mod priskontrol, der har de samme negative konsekvenser som eksportforbud. Når landmænd forbydes at sælge til det højeste bud, må de tage til takke med de priser, de kan få i deres hjemland. Derved gør man det mindre tiltrækkende at øge produktionen, og er dermed med til at forværre det problem, som handelsindgrebene skulle have afhjulpet.
Akut hjælp til ulande kan være god til at forhindre akut-indgreb, men kan også fungere som en sovepude, der forhindrer nødvendige reformer. Der må stilles krav til modtagerlandene om at fjerne import- og eksportforhindringer, styrke den private ejendomsret, samt andet, der vil hjælpe dem med at blive uafhængige af almisser i fremtiden.
