Det er ikke fair at bruge ovenstående prædikat om andre mennesker, men det er dog en af de ting jeg tænker, når jeg ser de mange strejkende offentligt ansatte i denne tid.
De strejker fordi de ikke mener at de får nok penge. Derfor vil de have flere. Helt naturligt!
Den eneste måde de tilsyneladende ser at dette kan lade sig gøre, er ved lønstigninger.
Hvorfor er der ingen der fortæller dem at de igennem skattelettelser vil få mere ud af deres nuværende løn? Er de bange for at en øget frihed vil føre til konkurrence med deres arbejdsgiver på normale markedsvilkår?
Hvorfor er der ingen der forklarer dem, at en privatisering af deres arbejdspladser, og derved af deres jobs, vil skabe et frit, konkurrencepræget marked, hvor virksomhederne må konkurrere om medarbejdere. Dette kan kun gøres på løn, vilkår og frynsegoder, hvilket er selve årsagen til deres strejke: Manglen på et respektabelt niveau af dette!
15. april, 2008 kl. 17:51 |
Jeg er fuldstændig enig. Men det er jo det grundlæggende problem, et paradoks, som den almene dansker sidder fast i – en ham historisk pålagt bevidsthed, så at sige: Man ønsker at gøre brug af velfærdsSAMFUNDETS ydelser, og det er vel ok, såfremt man har brug for dette. Man tænker ikke over, hvor meget mere, man kunne opnå ved at spendere noget af sin formue i for eksempel privat sygesikring. Fordi velfærdsSTATEN er administrator af velfærdsSAMFUNDET opstår der er misforhold, der gør, at den danske borger tror, at den hellige grav er vel forvaret hvad angår lønnen og den måde staten bruger den på til “velfærd”. Nogen må jo fortælle at homo mensura (mennesket er altings mål), og at dette menneske er sit eget mål, og sagtens selv kan adminstrere pengene og agere i konkurrencerelationer. Så kan vi give den offentlige service til dem, der har brug for den – og, som du siger, undgå de strejkende, hvis mentalitet er et resultat af ovenstående paradoks, samt en fordærvende kollektivisme!
15. april, 2008 kl. 19:48 |
Det ved jeg nu ikke. Jeg synes tværtimod de offentligt ansatte opfører sig som rationelle, nyttemaksimerende agenter. De får jo meget mere ud af at kræve højere løn til netop deres gruppe, end hvis de samme penge skulle komme alle til gode gennem skattelettelser.
Og selvom privatiseringer vil komme de offentligt ansatte til gode, kan det samme ikke siges om fagforeningsbosserne. På et frit marked vil der være langt flere arbejdsgivere, og det er tvivlsomt om de vil kunne beholde deres monopollignende dominans.
Det er problemet med statslig kontrol: Det forvrider egennytten, der ellers gennem markedet skaber velstand, så den i stedet resulterer i beslutninger, som gør os alle fattigere.
15. april, 2008 kl. 21:36 |
Jeg er enig med dig, Mikkel i de to sidste paragraffer, men at de offentligt ansatte opfører sig som rationelle nyttemaksimerende agenter, kan jeg kun være enig med dig i, til den grad, at det UMIDDELBAT er nyttigt for dem at kræve højere løn frem for skattelettelser eller privatiseringer – denne logik er formentlig opnået igennem statens administration af velfærdssamfundet, som Daniel så godt beskriver ovenfor.
Jeg mener at vores uddannnelsessystem, samfund, opdragelse, eller kortere sagt, vores allesammens sociale arv, har fordærvet vores syn på nytte, eller måske i højere grad, planet hvorpå der diskutteres.
Det som umiddelbart har den største nytteværdi for den ene speciealgruppe der er disse strejkende offentligt ansatte, kan umuligt være godt for os andre (offentligt forbrug stiger i kraft af deres lønhop). Det bliver et mindretalsdiktatur (flertallets pengepung rammes af mindretallets krav), og det kan der IKKE være nogen nytteværdi i.
Tværtimod må den største nytteværdi på det lange sigt opnås ved f.eks. skattelettelser eller privatisering.
De strejkende offentligt ansatte er, som du selv siger, ofre for fagforeningsbossernes personlige rationalisme, og lige præcis i den sammenhæng er betegnelsen “lemminger” rammende!