Jeg ser at Mikkel har været hurtigere end mig til at kommentere denne sag, og endda en smule mere konstruktivt. Jeg vil dog alligevel poste denne hurtige tankerække der opstod efter jeg havde set et indslag på TV2 NEWS skærtorsdag:
Socialdemokraterne vil nu igennem beskatning forsøge at forhindre arbejdsgivere i at give sundhedsforsikring til medarbejderne, fordi det ”deler befolkningen op i A og B hold”.
Det første der falder én ind er, om sundhedsordfører Henrik Sass Larsen ved lov vil have hele befolkningen på B holdet?
Det næste, og måske mest overraskende er, at én af det offentlige sygehusvæsens stærkeste fortalere for åben skærm indrømmer, at dette sygehusvæsen sætter folk på B-holdet, hvorimod en privat sygeforsikring giver direkte adgang til A-holdet.
At det offentlige sygehusvæsen sætter folk på B-holdet er dog ikke det mest bekymrende. Det mest bekymrende er, at man ikke forsøger at forbedre B-holdet, men i stedet forsøger at udrydde A-holdet…
Logik for burhøns? Eller for socialdemokrater? Jeg spørger bare!


