Terrorbekæmpelse gør blind

Et overset aspekt ved “krigen mod terror” må være den respekt for offentligt ansatte, som frygten for terrorangreb har spredt langt ind i borgerlige rækker. I hvert fald hvis de ansatte arbejder for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

“Vi må have tillid til, at PET gør, hvad der er bedst for os,” lyder det fra selv liberale, når der skal argumenteres for, at den særlige politienhed skal arbejde i hemmelighed og uden kontrol fra domstole. Men har PET gjort sig fortjent til denne tillid?

Da PET i september 2006 arresterede syv mænd i forbindelse med Vollsmose-sagen, forlød det fra de anholdte, at de havde fået trukket hætter ned over hovedet, så de ikke kunne se, hvor de blev ført hen. En af de anholdte troede således, at han var på vej til et hemmeligt CIA-fængsel. I en pressemeddelelse forsøgte PET efterfølgende at antyde, at de anholdte ikke havde fået tildækket ansigtet. Det var “normal procedure” at iføre anholdte en overtræksdragt med hætte, der skulle beskytte eventuelle spor i anholdtes hår eller tøj, skrev PET, der forsikrede, at dragten “ikke dækker ansigtet”.

Det ved vi nu er forkert. “Under den konkrete anholdelsesaktion blev de fem hovedmistænkte også iført en løstsiddende stofhætte, der dækkede ansigtet og forhindrede udsynet,” skriver justitsminister Lene Espersen (K) i et svar til Folketingets Retsudvalg, halvandet år efter aktionen.

Men det er nok blot en enkeltstående svipser. Jeg er sikker på, at vi i alle andre sager trygt kan stole på, at PET ikke vildleder offentligheden.

Leave a Reply