OMFG! Tortur er alligevel ikke Milton Friedmans skyld?

Som en af dem, der i forbindelse med KapitaLisbets bogklub sled sig gennem Naomi Kleins The Shock Doctrine, er jeg glad for at se, at Johan Norberg har skrevet en grundig kritik af bogen. Fra indledningen:

Naomi Klein’s The Shock Doctrine purports to be an exposé of the ruthless nature of free-market capitalism and its chief recent exponent, Milton Friedman. … Klein’s analysis is hopelessly flawed at virtually every level. Friedman’s own words reveal him to be an advocate of peace, democracy, and individual rights.

Kø-kultur ved kantstenen

For at forhindre lange ventetider, har den britiske regering givet landets sundhedsvæsen, NHS, besked på at behandle alle ankomne på skadestuer inden for fire timer. Dette krav har åbenbart vist sig at være for skrapt for NHS, der har måttet finde på en kreativ løsning: Lad de syge vente i ambulancer udenfor skadestuen, hvor firetimers-reglen ikke gælder. Patienter med brækkede ben eller åndedrætsbesvær kan risikere at vente i op til fem timer, før de får lov at komme ind på skadestuen.

Hvilken effekt dette har haft på ventetiden for en ambulance, melder historien ikke noget om.

“Er musikerne ikke klar over, hvad Dansk Industri betyder for det danske samfund?”

Politiken er andet og mere end den “flæbende pladderhumanisme”, som en af dagbladets selvironiske tv-spots for et par år siden lokkede med. Her er det komponist Caspar Reiff om kunstnernes kamp for at få lov at gå på supplerende dagpenge i årevis.

“Dagpenge er kunstnerens sovepude”, 11. maj 2008; ikke online:

Logikken synes at være, at uden supplerende dagpenge dør kunsten. Det er ganske simpelt fuldstændig ukorrekt. De supplerende dagpenge virker faktisk dæmpende på kunsten. For de supplerende dagpenge virker demotiverende på kunstnerisk initiativ og kreativitet og også på det, man kunne kalde kunstnerisk realisme: at skabe kunst, som der er efterspørgsel på. De supplerende dagpenge bliver ofte en kunstners livsform. Og disse kunstnere bliver til glorværdige bistandsklienter med en høj, men ofte ynkelig selvforståelse. …

Der er i musikerkredse en udbredt accept af, at man spiller sorte job, mens man er på supplerende dagpenge, og også en dybtliggende accept af, at man da selvfølgelig udnytter systemet, hvis man kan komme til det.

Derudover udvises der fra mange kunstneres side en utrolig mangel på solidaritet med andre faggrupper i samfundet, ofte med direkte nedladende udtalelser, som Martin Gerups i seneste udgave af Musikeren (fagbladet for professionelle musikere): “Vi har noget at tilbyde. Det hedder kunst. Det koster penge. Og det skal aldrig - aldrig - erstattes af et job i Biva. Vi ses langt vigtigere steder”.

Eller formanden for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, i samme blad: “Faktum er, at en lang række kunstnere i disse tider tvinges væk fra at bruge a-kassen. Nogle søger væk fra området, nogle undlader helt at bruge a-kasse-systemet, men de fleste bliver tvunget til at leve på et dårligere indkomstniveau - for lud og koldt vand. Hele dette korstog fremstilles som, at alle skal i arbejde. Dansk Industri har særligt fremhævet, at mange kunstnere er arbejdsløse og derfor skal i arbejde. Jamen herre Jemini - er I i Dansk Industri ikke klar over, hvad kunst og kultur betyder for det danske samfund?“.

Her kunne et indlysende modspørgsmål være på sin plads: Er I i Dansk Musiker Forbund ikke klar over, hvad Dansk Industri betyder for det danske samfund?

EU er også en formynderstat

Sagen om manden med kvæget, der skal slås ihjel, fordi en EU-lov dikterer øremærkning.

Du, læseren, ved godt, hvad det er for en sag! Vi snakker om en ældre herre, der har noget kvæg gående uden nogensinde at have øremærket det. Efter en række advarsler fra myndighederne ender man så ved konklusionen fra en EU-lov: Køerne skal dø. Tanken bag? “Hvis de nu fik kogalskab og man ikke kunne spore det?!”

Her burde medier, danskere, mv. stoppe brutalt op og gøre opmærksom på, at EU ved en sådan lov:

1) krænker den private ejendomsret

2) krænker idealet om privatlivets fred

3) fordrer indgreb i typer af sager, der som udgangspunkt kun har national relevans.

Men ingen har fuldt op på sagen, og det viser lidt af den belastende neo-”nå-tendens”, der er ved at opstå i det danske samfund. Ingen koncentrerer sig om, hvorvidt friheden på mange punkter indskrænkes eller ej med de love og reguleringer, der finder sted fra både den ene og den anden overstatslige formynderiske myndighed. Om det er den danske stat eller EU, er for så vidt ligegyldigt; i EU-tilfældet er det bare i højere grad det internationale civile samfunds frihed, der bliver krænket.

Det siger også noget om udviklingen i EU, og om hvad denne institutioner blevet. Engang var det en superfordelagtig toldnedbrydende samhandelsorganisation, som var anledning til mange produktionsmæssige og gunstige tiltag. EU var en vigtig og god del af markedet - et nødvendigt og forudsigende svar på globaliseringen.

Nu er EU en instans, der åbenbart skal blande sig i alt lige fra agurkers krumning, øremærkning af kvæg og firkantet, fed osts nomerologi. Og hvad lugter det af? Det lugter i hvert fald dårligere end både salattern (som det må hedde i Danmark) og feta (som det må hedde i Grækenland). Det stinker! Og det stinker af formynderi, regulering og kontinuerlige brud på såvel menneskerettigheder og den oprindelige idé bag EU.

Det bør da til hver en tid være op til én selv, hvad man ønsker, der skal være formålet med ens kæledyr/husdyr, derunder omman ønsker dem øremærket eller ej! Det næste bliver vel, at jeg skal indregistrere mig på tro og love, når jeg køber en guldfisk.

Hvis du troede, at “bushitler” var forbeholdt venstrefløjen, så tro om igen

Først var det “1984″. Og nu må Hillary lide den tort at se sig selv fremstillet som hele verdens yndlingsdiktator, Adolf Hitler.

Via Reason, hvor en læser bemærker, at videoen tilsyneladende er utilgængelig for tyske internetbrugere.

Weekend-citat: Politiken om overfald på politikere

Fra Politiken.dk, “Jesper Langballe overfaldet”:

DF-politikeren Jesper Langballe er blevet overfaldet. Partiet insisterer på, at sagen anmeldes til politiet.

Hvad ligner det, sådan at forlange, at folk med upopulære holdninger skal kunne gå på gaden i fred for voldsmænd?

Langballes beretning, fra jp.dk:

Da jeg var kommet ud for at ryge, sad der et par bumser på en bænk. En af dem fór op og råbte: ‘Hvad fanden, er det dig’, og så haglede det ellers ned over mig med knytnæveslag. Og de var hårde, skal jeg hilse at sige. Men ved et rent lykketræf fik jeg pareret dem alle sammen. Men tilsidst fik han mig ned i asfalten, da jeg blev væltet ved et slag. Og da blev jeg bange.

Jp.dk beretter om et tilkaldt tæskehold fra det autonome miljø - dette bliver dog afvist af bartenderen fra beværtningen, som Langballe blev overfaldet foran.

Tørklædestrid, dejlig fri for overraskelser

Reaktionen på Domstolsstyrelsens beslutning om at tillade dommere at bære tørklæder var som forventet. Dansk Folkeparti har indrykket annoncer i en række dagblade, hvor forfærdede danskere kan læse udtryk som “Med sharialov skal land bygges” og “Allah er lige for loven”. Domstolsstyrelsen har ganske vist ikke sagt noget om at indføre sharialovgivning, men hvorfor lade virkeligheden stå i vejen for en rask lille skræmmekampagne?

Reaktionen fra venstrefløjen har været lige så forudsigelig. I stedet for at kritisere Dansk Folkeparti forsøger man nu at lukke munden på partiet med beskyldninger om plagiering, fordi kampagne-sloganet, “Gi os Danmark tilbage”, minder om titlen på afdøde reggae-sanger Natasjas “Giv mig Danmark tilbage”. Nu har Natasjas pladeselskab, Edition Wilhelm Hansen, så sagsøgt Dansk Folkeparti.

Daniel Beattie siger, hvad der skal siges i den sag:

I følge [EWH's kreativ manager Claus] Kilpatrick kan man altså tage en ganske almindelig sætning, som der jo vitterligt er tale om, og give den værdi, og dermed også kræve ejerskab over den. … I forbindelse med Natasja bliver det særligt underligt at man forsøger at angribe denne slags rekontekstualisering af kulturelle referencer, da hun, om nogen, måtte siges at være en del af en kulturel bevægelse der låner med arme og ben. Indenfor hiphop og dancehall samples der vildt og uhæmmet, og teksterne er fulde af hentydninger til det ene og det andet, vendinger fra sange, bøger, digte, reklamer, osv. I den sang der er stridens æble, er der endda flere forskellige referencer til andre kulturelle produkter, bl.a. Gasolins “Rabalderstræde”.

“Bemærk baslinien og trommesoloen i dette instrumentalnummer af The Surfaris fra 1963,” bemærker Uriasposten syrligt og henviser til denne video:

Gi’ mig ældrechecken tilbage

I sangstriden mellem onde Dansk Folkeparti og stakkels “døde i alt for ung en alder”-sangerinden Natasja befandt jeg mig (modvilligt) på Dansk Folkepartis side; man kan ikke have copyright på udtrykket “Gi’ mig Danmark tilbage”, og jeg nægter at tro, at Pia K. og Kristian T. lytter til sange fra venstreorienterede 2.g’ere for at få inspiration til deres næste kampagne.

Alligevel synes jeg, at det er helt fortjent, når Anna Taws lader diverse venstrefløjssymboler remixe i DF’s ånd. Min yndling er “Pensionist Power”, men remix’ene af Che Guevara og “Nej til atomkraft” er også gode. Dansk Folkeparti er på alle måder et socialdemokratisk parti, og selv deres indvandringspolitik falder meget godt i tråd med, hvad konkurrenceforskrækkede fagforeninger har sagt i årevis.

- det er jo ikke fordi de beskæftiger sig med emnet til daglig

Hillary Clinton, adspurgt om der er en eneste økonom, der synes at hendes forslag om at fjerne benzinafgifterne i sommerferien giver mening:

“Well, I’ll tell you what, I’m not going to put my lot in with economists.”

Ikke at der er noget galt med dét…

De 50 mest populære sider på Conservapedia, konservatives pendant til Wikipedia (Kilden til al Sand Sandhed).